Min elskede Kahlo, sov godt...

[Raksha]

Så var det over da… Over fire års kamp mot en kropp som ikke virket. Vi måtte gi opp. Å gi opp var ikke noe for deg, det var aldri et alternativ. Så jeg måtte ta avgjørelsen for deg. Min kjære gode Kahlo, min elskede Snuser, min drømmehund, mitt alt. Jeg kunne ikke la deg gå lenger med smerter… Jeg var tom for alternativer.

Du var aldri en enkel hund. Kanskje det er derfor det er så fryktelig vondt å måtte gi opp, fordi vi har jobbet så hardt? Du utfordret meg på en helt ny måte, og jeg måtte svelge mange kameler på vår vei. Men vi kom langt vi to. Ikke på konkurransebanen, men du ble en hund som elsket livet og trosset smerter for å være med på alt. Hva mer kunne jeg be om?

Jeg skulle så ønske at jeg kunne gjort deg smertefri på en annen måte enn å måtte la deg gå… Skulle så inderlig ønske at du kunne få fjase i snøen i mange vintre til, at du kunne få rulle i søla og sole deg på tunet i mange sommere til… Du skulle jo være min skygge og bestevenn i mange år til… Jeg er så lei for at jeg ikke kunne fikse deg og gi deg den tiden og det livet du fortjener….

Hvem skal være skyggen min nå? Hvem skal passe på maten min så gutta ikke stjeler? Hvem skal leke med lukisen i løssnøen nå? Hvem skal Kasko krølle seg sammen inntil på kalde kvelder? Hvem skal vente intenst på ostebitene jeg ikke vil ha? Hvem skal være lederen av kaostrioen nå?

Jeg sitter her med halsbåndet ditt, og har ikke et eneste svar… Vi savner deg så utrolig mye… Elsker deg, for alltid.

Sov godt, jenta mi. Vi glemmer deg aldri og vi møtes igjen…